Stop nu med at hate på Holger
TENNIS-KOMMENTAR: Altså, jeg har på mine ældre dage haft det så svært med VM-slutrunder i buzzer beater-afgørelser i håndbold, så jeg enten må gå ud eller zappe væk. Men tennis, hold nu kæft mand, hvor nervespidserne er vendt tilbage, efter vi har fået en dansk herrespiller i top 10.
Holger Rune spiller på alle tangenter. Både taktisk, fysisk og psykisk. Undervejs er man jo overbevist om, at han forlader Roland Garros på en båre flere gange. Tøjskifte, energipulver og en gangart af de trætteste træben, og når han er helt nede i sækken, stikker han ketsjerhovedet op igennem snøren og kravler op igen langs skæftet og ser pludselig ud som om, han nyder det hele.
En balanceakt udi i sportens individuelle kontrol og ensomhed i boblen, alt imens han hiver publikum med sig, kommunikerer dobbelttydigt med sin boks for ekstra energi. Hold nu op med at blive ved med at betragte ham som en uopdragen knægt, der ikke opfører sig ordentlig overfor sin mor eller for den sags skyld træner.
Ej heller manglende sportmanship, fordi han lader en dobbelthoppebold passere til egen fordel, fordi hans modstander begynder at gestikulere, inden dommeren har kaldt den. Det mås man ikke.
Holger Rune er lige fyldt 20, er stadig en stor dreng, måske aldrig kysset, har et par BMW-biler stående i garagen, som han har vundet, men ikke kan køre i, fordi han ikke har kørekort. Til gengæld er han en gudsbenådet tennisspiller. Og alene i præmiepenge har han tjent omkring 25 millioner kroner det seneste års tid. Dertil med garanti nuværende og kommende, svimlende sponsoraftaler.
Jeg ved ikke, om det er på tide, at han får en mentaltræner tættere knyttet til sig, og som jeg gerne joker med min kollega, at ”nu skal Boris ind” med reference til legendariske Boris Beckers evne til at lukke et sæt. Som Holger Rune til tider har sit hyr med. Både i 1. og 3. sæt i dag.
De der stænger af et bentøj. Top-tunede, og så driller syren alligevel. Det ville de så også, hvis jeg alene skulle gå i fire timer. At levere sådan et 5. sæt er a star is for længst born-materiale. Jeg sled mig igennem, tvangslimede mig nærmest fast til sofaen for ikke at forlade stuen, smed remoten uden for rækkevidde. Hjertestopbolde i nettet. Kan slet, slet ikke rumme det.
Nu er det bare med at komme endnu en tur op ad den norske klippevæg, som er en gentagelse af sidste års kvartfinale i Paris mod Casper Ruud. Den kamp tabte han, men slog ham endelig for ganske nylig.
Så sov igennem, 13 timer som han efter eget udsagn kan snige behovet op på. Ikke noget med ”Find Holger” bare ”vind, Holger…”
TENNIS-KOMMENTAR: Altså, jeg har på mine ældre dage haft det så svært med VM-slutrunder i buzzer beater-afgørelser i håndbold, så jeg enten må gå ud eller zappe væk. Men tennis, hold nu kæft mand, hvor nervespidserne er vendt tilbage, efter vi har fået en dansk herrespiller i top 10. Holger Rune spiller på alle tangenter….